Bil- og passagerfærgen Scandinavian Star blev bygget i 1971 i Frankrig. Skibet blev den 1. april 1990 sat i drift i Danmark på ruten mellem Frederikshavn og Oslo. En uge senere om natten til den 7. april 1990 brændte skibet efter en række påsatte brande. Brandene kostede 159 mennesker livet.

Den efterfølgende efterforskning blev opdelt mellem Danmark, Sverige og Norge. Norsk politi fik til opgave at efterforske branden, svensk politi skulle identificere de omkomne og give teknisk bistand, og dansk politi skulle stå for at efterforske skibets ejer-, reder- og forsikringsforhold.

Der har efterfølgende været påpeget ubesvarede spørgsmål og på forskellig vis været rejst tvivl om den danske del af efterforskningen. Derfor besluttede et enigt Folketing i 2021 at iværksætte en uvildig undersøgelse af ejer-, reder- og forsikringsforholdene vedrørende Scandinavian Star.

FOTO: VG/NTB/Ritzau Scanpix